... hele hendes Apparition havde en ganske egen beroligende og samtidig inspirerende Virkning. Det var, som hendes blotte Nærhed gav nye Impulser, nye Ideer og Skabertrangen, der var slumret ind, vaagned paany...
Men der lyste Aand i hendes Smil, i hver en Bevægelse af hendes smidige Lemmer, der omsluttedes av et løst nedhængendes Klædebon, og alle, hun talte med blev aandfulle. Hun behøvede blot at se paa En, at lægge sin Haand paa Ens Arm, og man fandt straks Udtrk og Form for et eller andet, man længe havde gaat og tumlet med. Hun var "Tankeforløsersken" for disse i Smerte fødende Digtere.
For meg fremstod Dagny Przybyszewska og Sigrid L. som eksempler på en høyst interessant og tidligere ukjent og ny kvinnetype. De hadde gått på skole med gutter og betraktet menn som kamerater. De holdt dem fortrolig i armen, de fortalte utilslørte historier, de skiftet sine våte strømper i deres nærvær og drakk dusskåler med dem, og dette betydde ingenting.
Det var ganske visst utelukkende "Ducha" som opptok oss. Hun var en svært fascinerende og tvers gjennom særegen åpenbaring [...]. Ducha, som da var i midten av tyveårene, var en rent ut besnærende kvinne som alle menn forelsket seg i og alle kvinner svermet for. Åndelig var hun helt på høyde og moderne til fingerspissene.
Ducha er betagende, dersom hun holdt hvite liljer i hendene, ville hun ha vært det mest fullkomne symbol på åndelighet. – Jeg ber Dem ikke le av meg, men jeg ser henne alltid for meg som en syngende engel, selv med sigaretten i munnen. Hun til og med røker på en eterisk måte og de små himmelske ringene svever som en glorie fra hennes lepper.
Stanislaw Przybyszewski gav Dagny navnet "Ducha". Det er en slags hunkjønnsform av det polske ordet "duch", som betyr ånd.